Marie, 44 år: Jeg har ikke noget filter
Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.
Jeg var 12 år og begyndte at græde. Jeg græd og græd og græd. Og min mor sad bare med mig og spurgte: ”Hvad er der? Hvad er der?” Jeg har en fantastisk familie, meget elskelig. Og hun sad bare der og holdt om mig i timevis, mens jeg græd. Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg havde det bare skidt.
I skolen var der ikke noget. For samtidig med al den her sårbarhed, så er jeg også sådan en, der er fuld af gåpåmod og power. Jeg sloges med de andre og var glad, men ved siden af havde jeg en sort side, som betød, at jeg blev ked af det uden at vide hvorfor.
Da jeg gik i gymnasiet, forestillede jeg mig, at jeg lagde mig ude i skoven under nogle blade og døde. Jeg kunne ikke holde ud at være nogle steder, men jeg kunne ikke finde ud af at sige det. Jeg anede ikke, hvad der skete.
Jeg forlod gymnasiet og kom på ungdomshøjskole, og det var lykken, for der kunne jeg lave teater og musik og mærke glæde. Det er hårdt at være en sart sjæl. Min psykolog siger, ”Dit sind er som et æg, der bliver pustet ud ved påsketid”. Så er man sart! Og jeg synes, det er så dybt belastende. Jeg har jo ikke noget filter. Jeg kan stå oppe i Brugsen og høre nogen skændes, som jeg overhovedet ikke kender. Og det går lige i maven på mig og gør mig helt ulykkelig. Jeg bliver påvirket af alt omkring mig.
Jeg stod nogle gange om natten nede ved havet og skreg, fordi jeg ikke kunne holde ud at være her, men jeg sagde det ikke til nogen. Jeg kunne ikke finde ud af at sige det, for jeg vidste ikke, hvad det var.
Diagnose efter 20 år
Jeg har så svært ved at huske, hvordan det er at være rask, for jeg har jo været vant til det her altid. Det har næsten aldrig været anderledes. Jeg har haft gode uger og måneder, og så er det kommet igen.
Jeg kan huske, at da jeg var 31 år, lå jeg på min mors seng og havde det forfærdeligt. Bare det at trække vejret gjorde ondt, og så spurgte jeg hende, om de ikke godt kunne undvære mig. Hun svarede, at det kunne de ikke. ”Far ville dø, og jeg ville ”overleve”. Så du må love, love, love, at du bliver her.”
Kort efter læste mine forældre om en ny type medicin mod depression. Det begyndte jeg at få, og det gik også godt i perioder. Så fik jeg det skidt igen, men først efter seks år – i år 2000 – fik jeg diagnosen depression hos en psykiater. Da havde jeg været syg i 20 år uden en diagnose.
Kognitiv terapi har hjulpet mig
Min mor tog kontakt til en psykolog. Hun var desperat, fordi jeg var så syg. Jeg kom i kognitiv terapi, hvor jeg bl.a. lærte at vende og prøve at styre mine tankemønstre. Det var uendelig svært for mig, men jeg kæmpede og kæmpede. I dag bruger jeg mine øvelser virkelige meget, og jeg er blevet bedre til at sige fra. Men det var aldrig gået uden medicinsk behandling, magnetstimulation og samtaler hos min psykiater.
Man kan både have brug for medicin, og man kan have brug for samtaleterapi. Men man har brug for hjælp under alle omstændigheder.
Da jeg afsluttede min behandling med magnetstimulation, gav jeg behandleren en flaske vin og 100 stærke tabletter, som jeg havde haft stående hemmeligt i skabet som en sidste udvej. Han fik dem, fordi jeg havde fået det så godt. ”Jeg er glad for vinen”, sagde han, ”men jeg er simpelthen så glad for dem her!”
Jeg vil arbejde
Jeg kunne godt have fået en pension, men jeg vil arbejde. Jeg arbejder med udviklingshæmmede tre-fire timer hver dag, og det giver mig så meget. Derfor kan jeg blive voldsomt irriteret over, at jeg ikke kan arbejde mere. Hvorfor er det lige mig, der skal have den her møgsygdom? Jeg skal hele tiden sige ”Undskyld, men det kan jeg altså ikke”. For eksempel kan jeg ikke klare at deltage i en hel personaleweekend.
Væk med tabuerne
Jeg er meget åben omkring min situation. For bare et par år siden ville jeg ikke have været så åben. Men nu har jeg det sådan, når det ikke kan være anderledes, så vil jeg i det mindste tale om det, være med til at nedbryde tabuer.
Jeg har ofte ønsket at dø. Tanker om selvmord kommer hurtigt, fordi sygdommen er så ond. Den gør livet uudholdeligt. Det er så svært at forklare, hvordan man har det, og det er så svært for andre at forstå. Men det er så vigtigt at gå til mennesker med en depression og spørge direkte, hvordan de har det, for man har ganske enkelt ikke overskud til selv at bede om hjælp.
Sygdommen slipper mig desværre aldrig, men på grund af fantastisk familie, veninder, psykiater og psykolog, har jeg perioder, hvor jeg har det rigtig godt og kan være rigtig glad.
