Bastian, 30 år: Verden skulle bare skrubbe af
Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.
Jeg var 25 år og arbejdede på et projekt, hvor der hele tiden opstod nye problemer, hver gang man fik løst ét. Det var dømt til at dø, og selv om jeg havde gode kolleger, var det utroligt hårdt. Samtidig boede jeg sammen med min kæreste i et parforhold, der var på vej ned ad bakke. Det var stress på arbejde og stress derhjemme.
En morgen vågnede jeg op og kunne ikke gå på arbejde. Jeg var allerede begyndt at tale med min kæreste, om at verden var ret tung at bære på det tidspunkt. Men den morgen var det bare sådan: ”Ikke mere. Jeg kan ikke”. At gå ud igennem min dør og starte en dag var simpelthen ikke en mulighed.
På det tidspunkt var min søster i antidepressiv behandling, så der var nogle alarmklokker, der ringede hos mig. Jeg gik til lægen og sagde ”Jeg har en depression”.
Min læge stillede de sædvanlige spørgsmål for at afdække, om jeg var til fare for mig selv og tilføjede: ”Alt tyder på, at du har en mild depression.” Og det irriterede mig lidt, at han sagde det sådan. For der findes ikke noget, der hedder en mild depression! Når ens verden falder sammen, så falder den sammen. Jeg havde det frygteligt, havde aldrig haft det så rædselsfuldt. Der var intet som helst mildt ved det. Verden skulle bare skrubbe af.
Forventningerne truede uden for døren
Jeg havde et voldsomt tankemylder. Hvis jeg gik uden for min dør, lå der store forventninger. Jeg havde fået mit arbejde, fordi jeg havde sagt til folk, at jeg var god, og det kunne jeg ikke leve op til. Jeg kunne ikke præstere det, jeg burde præstere. Og det var nok der, hvor uværdigheden skred ind. Det fyldte utroligt meget. Jeg kunne ikke rigtig bruge andre mennesker.
Jeg ville sove hele tiden. Hvis vi havde gæster til en bid mad, så måtte jeg rejse mig op kl.21, hvis jeg skulle fortsætte en samtale, ellers ville jeg sidde ved bordet og falde i søvn. Jeg kunne slet ikke modstå søvnen.
Jeg skelner selv mellem træthed og ’jeg vil bare sove’. Trætheden er fysisk og skyldes, at man bruger så ufatteligt meget energi på at styre tankemylderet. Og så er der ’jeg vil bare sove’ på samme måde som ’jeg vil bare drikke mig fuld’. Det er for at slukke for tankerne.
Jeg fik antidepressiv medicin og var hjemme i halvanden måned med min hund. De fleste dage tog jeg ham over i den lokale park i et par timer. Det var egentlig meget rart.
Jeg talte ikke med nogen
Efter seks uger vendte jeg tilbage til arbejdet. Jeg havde fortalt folk, at jeg havde haft en kold lungebetændelse. Situationen var fuldstændig den samme på arbejde. Efter en lille måneds tid faldt det hele fra hinanden igen. Jeg var igen sygemeldt en måned eller halvanden og havde det faktisk dårligere end nogensinde før, men jeg gik ikke til lægen. For der spøgte noget i baghovedet om, at man jo bare skal tage sig sammen.
På det tidspunkt fyldte min søsters depression så meget, at jeg ikke fortalte min familie, at jeg også var syg. Jeg talte ikke med nogen. Jeg havde ikke engang talt med min søster på det tidspunkt. Indtil hun – på et tidspunkt, hvor hun havde det relativt godt – ringede til mig og sagde: ”Skal vi to ikke tage at tale sammen?”.
Hun havde set, at jeg isolerede mig, at jeg aldrig smilede, at jeg ikke havde nogen energi, at jeg ikke ville noget, at jeg havde tabt mig 10 kilo og var helt fjern, når man talte med mig. Det var første gang at jeg faktisk fik talt med nogen om, hvad det var der foregik. Det føltes rart at tale. Jeg mødte rummeligheden hos en, der har været der selv.
Lungebetændelsen var en løgn
Jeg vendte endnu engang tilbage på arbejde efter en måneds tid. Og denne gang skrev jeg en mail rundt til hele huset, hvor jeg fortalte, at det med lungebetændelsen var løgn, og at jeg faktisk havde en depression. Reaktionen var utroligt positiv. Folk var så imødekommende, og nogen sagde: ”Jeg har selv været der”.
Der er jo et socialt stigma omkring det her, men det er jo stort set ikke anderledes end at brække et ben. Du har bare brækket hjernen og den skal så lappes sammen igen. Så det var en positiv oplevelse at være åben omkring problemet.
Men da jeg kom tilbage igen, havde jeg faktisk min værste periode overhovedet. Mit parforhold var faldet fra hinanden, jeg boede tre forskellige steder, der var store problemer i familien, fordi min søster havde det så elendigt, og på arbejdet var det stadig surt slid. Efter nogen tid gik det dog bedre. Jeg fik nye kontakter til andre med depression, og efterhånden kunne jeg trappe ud af medicinen i samarbejde med min læge. Han var jo en af dem, jeg havde isoleret mig fra undervejs, og det var dumt. Han kunne have sat mig op i dosis, da jeg reelt havde brug for det. Da jeg tog mig sammen til at se ham igen, kom jeg fast en gang om måneden, så vi sammen kunne måle, hvordan det gik og sætte nogle milepæle for, hvornår jeg var klar til at trappe ud af min medicin.
Ro og struktur
Forløbet har betydet, at jeg tænker meget over, hvad jeg gør ved mig selv. Jeg sørger for at have ro omkrig mig, når det er nødvendigt. At der er ro og orden i mit hjem. Et fast sted at stå, hvor der er orden på tingene. Hvis du har den ene fod solidt plantet, så er det nemmere at holde sig oprejst.
Hvis mit arbejde bliver stressende, så lukker jeg døren. Rydder op i min e-mail-boks , og på mit skrivebord, og så tager jeg en blok og skriver en liste over, hvad jeg skal have styr på i nærmeste fremtid. Det giver orden.
Ro, orden og struktur er altafgørende for mig. En stor besværlig opgave er jo bare tusinde små lette opgaver. Jeg tager et lille skridt ad gangen.
