Anne, 40 år: Jeg troede bare, jeg var stresset
Audio clip: Adobe Flash Player (version 9 or above) is required to play this audio clip. Download the latest version here. You also need to have JavaScript enabled in your browser.
Jeg er meget perfektionistisk. Tingene skal gøres grundigt og ordentligt, og det har altid været vigtigt for mig at være i kontrol. Det har nok taget overhånd nogle gange. Måske fordi mit selvværd ikke er så stort. Ligegyldigt hvor meget jeg har læst, og hvor mange gode karakterer, jeg har fået, så har jeg i virkeligheden aldrig rigtigt syntes, at jeg har gjort det godt nok.
Som studerende begyndte jeg at få hjertebanken og svimmelhed i bestemte situationer, men jeg så det som en følge af stress. Jeg tænkte ikke så meget over det, men så begyndte det at eskalere. Jeg var så opkørt af stress, at jeg engang før eksamen drak en dobbelt gin og tonic. Siden fandt jeg ud af, at det var bedre at tage en betablokker. Når jeg tog en pille, blev jeg mere klar i hovedet, syntes jeg. Men jeg tænkte aldrig over, at jeg kunne være syg.
Øresusen dominerede mit liv
Min far døde, da mit yngste barn var fem-seks måneder. Og jeg begyndte at få øresusen. Jeg var fuldstændig fokuseret på det og kunne ingenting. Talte om det hele tiden og lyttede efter lyde. Jeg fik alt muligt smertestillende, men intet hjalp. Jeg fandt ud af, at hvis man havde kroniske smerter, så kunne det hjælpe at behandle med antidepressiva. Så jeg kom i behandling på en meget lav dosis, og det gik over.
Da jeg siden trappede ud af medicinen, blev jeg mere og mere aggressiv og irriteret. Min mand begyndte at spekulere på, om det var fordi, jeg ikke længere fik medicinen. Det gjorde jeg også selv, men jeg var ikke selv så opmærksom på, at det hele langsomt var ved at skride.
Pletten i øjet
En dag blev jeg pludselig opmærksom på en plet, der viste sig, hver gang jeg så på noget hvidt. Som et gråt støvfnug. Jeg ved i dag, at det skyldes forkalkninger, der med tiden kan dannes i øjet. Men jeg tænkte: hvad er det? Jeg gik til øjenlægen, som fortalte, at den plet måtte jeg lære at leve med. Alligevel tog jeg det meget nært. Og så begyndte angsten og følelsen af utilstrækkelighed. Hvordan skal jeg komme ud af sengen om morgenen? Hvordan skal jeg aflevere børnene? Hvordan skal vi få mad? Det hele udviklede sig, så jeg kom i medicinsk behandling. Det tog 22 dage, inden medicinen virkede, og indtil da blev det værre og værre. Jeg lå bare derhjemme under min dyne og havde de værste tanker. Jeg ville ikke spise, jeg skulle presses til at gå i bad, jeg skulle sparkes ud. Lå bare på sofaen i seks uger og tabte mig seks-syv kilo, for appetitten forsvandt fuldstændig.
Det var synd for min mand
Det var første gang, at jeg erkendte, at jeg havde en depression. Jeg var ikke skræmt over det, bare sådan lidt uforstående. Kan det virkelig ramme mig, altså mig der altid er så glad og udadvendt? Efter en måned kom jeg til en psykiater, og han tacklede mig virkelig godt. Han talte med mig om den der plet, der hele tiden rumsterede. Han forklarede mig, at når man har en depression, så har man et lavt niveau af stoffet serotonin, og så fungerer ens hjerne ikke normalt. Man kan ikke bare sige ’nå’ til de ting, som man normalt siger ’nå’ til. Lige inden medicinen virkede, fik jeg selvmordstanker. Og de kom bare out of the blue. Det var så ubehageligt at være til, at jeg bare tænkte på at komme væk. Det var synd for min mand, at han havde en kone med et så besværligt sind, og jeg var sikker på, at han ville finde sig en ny, og at børnene lynhurtigt ville glemme mig.
Medicinen virkede
Det var sådan en underlig fornemmelse, da medicinen begyndte at virke. En morgen jeg stod op, havde jeg faktisk glemt den der plet i øjet, i hvert fald det første kvarter. Jeg var lettet, men også overrasket. Derefter gik det langsomt den rigtige vej. Jeg begyndte at stille mål op: Jeg skal i bad. Jeg skal læse avis. Jeg skal ned med min datter i vuggestuen. Jeg genindvandt mit liv stille og roligt, og jeg lavede en tjekliste over det, jeg nu kunne. Og både venner og familie var lykkelige for at se mig igen.
Nu tør jeg stå på ski
I dag har jeg fået et meget bedre liv. Med medicinen er angsten forsvundet. Jeg har ikke højdeskræk, jeg kan stå på ski. Det turde jeg aldrig før. Når jeg bliver udsat for en opgave eller andet, der før ville stresse mig, så stiller jeg mig selv spørgsmålet ”Hvad er det værste, der kan ske?” Og så finder jeg ud af, at det kan jeg godt håndtere. Jeg har fået en indre stemme, der siger: ”Du kan jo godt. Du er god til det her.”
