Omsorg er et krav
I vores iver efter at vise omsorg spørger vi ofte, hvad vi kan gøre. Lad være med det. En deprimeret kan hverken håndtere valgmuligheder eller mærke sin lyst til livet. Du hjælper allermest, når du selv tager initiativ. Lej en film. Smør en mad. Tag opvasken. Hent børnene eller gå en tur med dem.
Min kæreste plejede at spørge: “Hvad kan jeg gøre? Vil du have kaffe, vil du have aftensmad? Vil du se en film, skal vi gå en tur?” Hun stillede mig 15 spørgsmål, jeg skulle tage stilling til, når jeg ikke engang kunne tage stilling til, om jeg orkede at stå op og tage et bad.
Så hvis du vil gøre noget, så bare gør det! Hvis jeg ser sulten ud, så kom med en ostemad og en kop kaffe. Lad være med at spørge, om vi skal se film i aften. Gå ud og lej den. Så er der ikke noget krav. For omsorg er et krav. Og hvis et menneske er der, hvor det kun lige knapt kan trække vejret, så kan du ikke bede det tage stilling til noget.
Spørgsmålet “Hvad kan jeg gøre for dig?” gør i virkeligheden situationen meget værre, for svaret på det spørgsmål kræver, at jeg er i stand til at mærke efter mine egne behov. Og det kan jeg jo ikke – især ikke hvis jeg samtidig har denne følelse af at være en stor belastning for mine omgivelser. Så vil jeg jo aldrig bede dig om en ostemad. Det er den der misforståelsescirkel, som er så svær at forklare folk.
Bastian, 30 år
