”Giv mig plads til at have det, som jeg har det”
Der er ikke noget, du kan sige, som kan hjælpe en deprimeret. Forsøg derfor at lade være at løse problemerne. Accepter patientens tilstand, tag med til lægen og støt i øvrigt, hvor der er behov, så behandlingen følges.
Min bedste veninde kom selv hver dag, og spurgte “Hvordan går det i dag?”. Og jeg fik dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne fortælle hende, at i dag gik det bedre. Hun kom bare og sagde “Nu køber jeg en sandwich, og så går vi en tur.” Så snakkede vi om vind og vejr. Hun lod mig være i fred. Hun var rigtig god og ihærdig, men jeg var bare ligeglad.
Det bedste, jeg kunne gøre, var at gå over til en anden veninde. Hun har selv haft en depression, så hun forstod mig fuldstændig. Hun gav mig nøglerne til sin lejlighed. Hun er alene og har ingen børn, så hun sad og arbejdede på sin computer, mens jeg lå på hendes sofa. Hun lagde et tæppe over mig og gav mig baldrianurter, og så lå jeg bare der… for der var ingen krav. Hun sagde “Har du tankemylder? Har du sovet? Hvis ikke du har sovet i nat, så skal du sove nu.” Hun talte med mig om de følelser, jeg havde. Det, der bobler over, selvbebrejdelserne, sorgen. Hvorfor havde jeg det sådan, hvad der kunne udløse det. Hun gav mig plads til at have det, som jeg havde det. Det der med bare at blive puttet under en dyne. Gå ind i en fostertilstand, gå lidt i barndom, ikke nogen krav til mig. En dyne, stille musik, dæmpet belysning, verden er udenfor.
Anne, 40 år
