De typiske tegn
Af speciallæge i psykiatri Mogens Undén
Der er ikke to mennesker, der oplever en depression ens. Symptomerne varierer og veksler i intensitet, antal og kombination over tid. Der er derfor tale om en meget subjektiv tilstand, som det kan være svært at sætte ord på, især når man befinder sig midt i den. Men ikke desto mindre kan en depression både måles og vejes. Og der findes mange veldokumenterede metoder til at stille diagnosen og vurdere dens styrke.
Vi skelner mellem kernesymptomer og ledsagesymptomer, når vi stiller din diagnose. De enkelte symptomer optræder ikke hos alle med samme styrke. Symptomerne skal have været til stede i mindst to uger, før vi undersøger, om en depression kan være årsagen.
• Kernesymptomer
• Ledsagesymptomer
• Andre typiske tegn
Depressionens kernesymptomer
Nedtrykthed
En gennemgribende grå grundstemning, som du ikke kan slippe fri af. Intet lyser op, og intet kan ændre den triste og knugende sindsstemning. Det er en fremmed og ubegribelig følelse, som ikke ligner nogen anden følelse, du kender. Du kan ikke afledes eller opmuntres af noget som helst.

Glædesløshed, nedsat lyst eller interesse i daglige aktiviteter
Alt, hvad du plejer at glæde dig over, have lyst til eller finde interesse i, er pludselig blevet dig ligegyldigt. Kæreste, børn, børnebørn, venner. Du bliver stille og trækker dig fra dit normale, sociale liv. Samtidig plages du af en knugende tomhed blandet med skyldfølelsen over, at du ikke interesserer dig for dine nærmeste.

Nedsat energi og øget træthed
En uforståelig og vedholdende træthed og uoverkommelighedsfølelse, der lægger sig over alle daglige gøremål, så det kan synes uoverskueligt at gå i bad eller komme ud af døren. Trætheden kan være så massiv, at den opleves som fysiske smerter i muskler eller hoved.
Hver gang jeg tænkte på, hvad der foregik uden for min hoveddør, blev jeg helt kold. Jeg ville helst bare have fred og sove hele tiden. Jeg drak ikke og tog ikke stoffer. Men jeg havde andre måder at flygte på. For det første isolerede jeg mig. For det andet sov jeg enormt meget. For det tredje spillede jeg computerspil. Og det er en god måde at flygte på. For hvis man har en hjerne, der kører 600 mia. km i timen, så er det en god måde at slukke for den ved at sætte sig foran et spil. Det sætter tankemylderet på pause.
Depressionens ledsagesymptomer
Nedsat selvtillid
Følelsen af utilstrækkelighed og uduelighed hænger tæt sammen med depressionen. Du føler, at du ikke slår til nogen steder. Hverken i familien, på arbejdet eller i vennekredsen.
Der sker noget alvorligt med de sociale relationer under en depression. Man trækker sig og vil ikke have noget ansvar, og så sker det jo nærmest automatisk, at man bliver følelsesløs.
Anne, 40 år

Selvbebrejdelser eller sygelig skyldfølelse
Du har dårlig samvittighed over at være syg, dårlig samvittighed over at være i behandling, dårlig samvittighed over ikke at deltage i hverdagen. Den lave selvværdsfølelse kan slå over i vrangforestillinger med urealistiske forestillinger om egen skyld i andres ulykke.
For mig føles en depression som at være levende død. Det er så håbløst og så uendeligt smertefuldt. Og så er det frustrerende, når man opdager, hvor hårdt det også er for ens pårørende. Skyld, skyld, skyld. Men man KAN jo ikke tage sig sammen, for der er ikke noget at tage sig sammen af.
Marie, 44 år

Tilbagevendende tanker om død eller selvmord
Mange mennesker med depression gør sig tanker om selvmord. Nogle føler, at livet ikke er værd at leve, mens andre har tanker, der kredser om døden, eller helt konkrete tanker om at tage livet af sig. Det er vigtigt, at både du og dine omgivelser tager disse tanker alvorligt, og at du får snakket med lægen om dem.
Jeg havde masser af angst. Ikke dødsangst – men angsten for aldrig at blive rask. Jeg kunne ikke se, at der nogensinde ville komme en periode, hvor det ville blive bedre. Og lige inden pillerne begyndte at virke, fik jeg selvmordstanker. Det kom som et lynnedslag. Du ved…en ting er, at man har læst om det i bøgerne, men det kom bare lige pludselig, fordi jeg følte mig så hjælpeløs, og fordi jeg ikke følte, jeg var til gavn for nogen. Jeg kunne ikke passe mine børn, jeg var ikke nogen værdig mor, gad vide om jeg overhovedet skulle have haft de to, jeg havde fået lov at adoptere…?.
Anne, 40 år

Koncentrations- eller tænkebesvær
Du kan ikke samle tankerne og har svært ved at arbejde, læse, følge med i samtaler eller tv-programmer. Dine tanker er langsomme eller meget hurtige, de kører i ring, og du oplever en pinagtig ubeslutsomhed og kan ikke tage dig sammen til noget som helst.
Ens hverdag bryder sammen. Den går i stykker, fordi det hele bliver så svært. Det er en kombination af mange ting. Trætheden og den manglende koncentration. Man fumler rundt. Det værste er, at man ikke kan huske fra sin næse til sin mund. Små ting bliver uoverkommelige… altså bare det at lave en kop te! Det er som om, man holder op med at tænke: “Først finder du en kop frem, og så sætter du vand over og så videre.” Alt det automatiske sætter ud. Og så kan man ikke arbejde…
Birte, 57 år

Hæmning eller agitation
Hæmning føles som om, alting foregår i slow motion. Dine bevægelse er langsomme, eller du går helt i stå og sidder og stirrer tomt ud i luften. Agitation er en konstant følelse af indre uro og rastløshed. Du kan dårligt sidde på en stol og er i konstant bevægelse.
Spiseforstyrrelser
Nogle har nedsat appetit og vægttab, andre har øget appetit og vægtstigning.

Søvnforstyrrelser
Søvnbesvær findes i mange udgaver. Du har fx svært ved at falde i søvn om aftenen, vågner mange gange i løbet af natten og tidligt om morgenen uden at kunne sove igen trods stor træthed. Eller du oplever øget søvntrang og kan sove både dag og nat.
Der findes træthed, og så findes der “jeg vil bare sove”-følelsen. Trætheden er fysisk og skyldes, at man bruger så ufatteligt meget energi på at styre tankemylderet. Alting tager meget energi, og man er fysisk og psykisk træt. “Jeg vil bare sove”-følelsen er en flugt i stil med “jeg vil bare drikke mig fuld” eller “jeg vil hoppe ud fra et højt hus…” Det er for at slukke for tankerne. For man bliver vanvittig af tankemylderet. Det er også derfor, at det er så hårdt at gå uden for døren.
Andre typiske tegn på depression
Angst
Angst er et af de mest centrale symptomer ved en depression. Cirka halvdelen af alle mennesker med depression oplever også angst. Både panikangst og fobisk angst, som fx højdeskræk, angst for åbne pladser, små rum og edderkopper.

Fysiske smerter
Fysiske smerter er en væsentlig grund til, at vi går til lægen. Og mennesker med depression oplever i særlig høj grad fysiske symptomer, som fx hovedpine, brystsmerter eller nakke-, ryg- og mavesmerter. Ofte tror vi selv, at smerterne er den eneste grund til at opsøge lægen. Og lægen får lige så ofte ikke spurgt til evt. psykiske symptomer, fordi smerteklagerne er så tydelige og derfor indimellem overdøver eventuelle psykiske symptomer. En depression kan ofte forværre smerter, du havde i forvejen, og der kan også opstå nye og “ukarakteristiske” smerter som led i de ændringer, der sker i centralnervesystemet. Det kan forvirre billedet og gøre det meget svært for lægen at stille den rigtige diagnose. Noget antidepressivt medicin har en smertedæmpende effekt på kroniske smerter og er særdeles effektiv ved behandling af de smerter, som har direkte sammenhæng med den aktuelle depression.

Irritabilitet og aggression
Måske oplever du, at depressionen får dig til at reagere udad med vredesudbrud, irritabilitet og en negativ holdning til alt og alle.