Print denne artikel Tip en ven om denne artikel

Hvad er samtaleterapi?

Af speciallæge i psykiatri Mogens Undén

Terapi er en fælles betegnelse for de metoder, der findes til behandling af sygdomme. Der findes overordnet set to forskellige former for behandling af en depression:

  • Fysisk indgriben, primært medicin og ECT, også kaldet elektrochok
  • Samtale- eller psykoterapi, der benytter sig af det talte ord

Meget taler for, at kombinationen af medicin og samtaleterapi
virker bedre end delene hver for sig.

Hvorfor er det vigtigt at tale om din depression?

Grundliggende psykologiske problemer bliver ofte meget tydelige under en depression, ligesom de kan være med til at udløse eller vedligeholde en depressiv tilstand. Derfor er det ofte en god idé at benytte samtaleterapi til at bearbejde disse problemer.

10 Hvad kan du selv goere Samtaleterapi

Terapien kan også skabe mening i det nye jeg, der som regel følger af en depressiv periode og medicinsk behandling. For det ændrer et menneske at gennemleve depressionens smerte. Gennem terapien kan du bearbejde det selvtab, der naturligt følger af et psykisk sammenbrud, og få hjælp til at opstille nye livsstrategier.

De to former for samtaleterapi, der har vist sig at have de bedste resultater ved behandling af depression, er kognitiv adfærdsterapi og interpersonel terapi.

Kognitiv terapi

Kognitiv terapi kan lære dig at blive bevidst om dig selv. Vi ved i dag, at terapien både er effektiv til behandling af en depression, og at den reducerer risikoen for tilbagefald. Metoden er meget effektiv sammen med medicin. Den kognitive terapi arbejder med dine tanker, følelser, adfærd og kropslige fornemmelser.

Ifølge teorien formes vores syn på verden af vores erfaringer, som vi tolker enhver situation ud fra. I stedet for at gå tilbage til din barndom, arbejder den kognitive psykolog primært med at gøre dig bevidst om dit verdenssyn og med at lære dig at omstrukturere de negative tanke- og adfærdsmønstre, der er med til at fastholde dine problemer. Al erfaring viser, at vi faktisk kan tvinge psyken til at tænke anderledes og dermed ændre vores virkelighed.

Jeg oplever mine depressioner som en omvendt forelskelse. Det starter som et angstanfald, en sitren nede i maven. Og så zigzagger den hele vejen op i hjernen. Og det er fuldstændig følelsen af omvendt forelskelse. Hvis jeg er heldig, kan jeg nå at stoppe den. For jeg er blevet så dygtig nu til kognitiv terapi, at jeg kan nå at tænke: “Det er et anfald, Marie. Du skal have en pille, og du skal minde dig selv om, at det går over, og at der er nogen, som elsker dig og ikke kan undvære dig. Og dem kan du altid søge hjælp hos.

Marie, 44 år

Interpersonel psykoterapi

Interpersonel psykoterapi har også en solid dokumenteret virkning på depression. Formen fokuserer på hverdagslivets umiddelbare virkelighed og på at lære dig, hvordan du kan få mest muligt ud af den, du nu engang er. Følelser og mellemmenneskelige relationer er i fokus, især dem til dine nære pårørende. Man fokuserer på irrationelle reaktionsmåder, der ofte har rod i den depressive tilstand, men man ser selvfølgelig også bredt på grundkarakter og livshistorie. Man arbejder med de selvværdsproblemer, der hyppigt følger en depression.

Samtaleterapi og medicin. Er det enten-eller eller både-og?

En depression skyldes biokemiske ubalancer i hjernen med svære psykiske og fysiske symptomer til følge. Den lette depression kan i mange tilfælde klares ved samtaleterapi alene. Ved moderat til svær depression består den optimale behandling af medicinsk behandling, der regulerer biokemien, og derefter samtalebehandling i form af terapi, der kan hjælpe dig med at finde de rigtige livsstrategier til tiden, der kommer.

Comments are closed.

Print denne artikel Tip en ven om denne artikel