Hvor længe skal du blive ved?
Der findes erfaringsbaserede retningslinjer for, hvor længe du skal være i medicinsk behandling. Svaret afhænger af din alder og af, hvor mange depressioner, du har haft.
Hvis du er under 40 år
- og du får din første medicinsk behandlingskrævende depression, skal du fortsætte med behandlingen et helt år efter, du har fået det godt igen. Det er for at sikre, at du er stabil, at depressionen er forsvundet og for at forebygge tilbagefald. Stop derfor aldrig behandlingen, så snart du har fået det godt igen.
Hvis du er mellem 40 og 50 år
- og/eller du får din anden depression, skal behandlingen videreføres som langtidsbehandling. Det betyder, at du skal spise medicin i flere år, måske resten af livet. Det skyldes, at man ser en stærkt øget risiko for tilbagefald, når man har fået det godt igen, og ved disse tilbagefald er det svært at genfinde en livsrytme.
- og du får din første depression, anbefaler vi også langtidsbehandling, og det samme gælder, hvis du får din tredje alvorlige depression, uanset din alder.
Disse retningslinjer er vejledende og baseret på viden om mange menneskers erfaringer med depressioner. Selvom vi bør trække på den store erfaring, skal dit forløb naturligvis tage udgangspunkt i dit behov og tilrettelægges i samarbejde med din læge.
“Så går jeg til lægen, og hun sætter mig med det samme i antidepressiv behandling og trapper hurtigt op. Det virker, men anden gang man bliver sat i medicinsk behandling, tager det længere tid, før det virker. Det tager 22 dage, før jeg kan mærke en effekt, og i de 22 dage bliver det værre og værre. Jeg ligger bare derhjemme under min dyne.
Min mand må ikke forlade mig for at gå på arbejde, for jeg har de værste tanker – et fantastisk hjernespind.
De første 3-4 dage sveder jeg utroligt meget og har rysten på hænderne på grund af bivirkninger. Jeg vil ikke spise, jeg skal presses til at gå i bad, og jeg skal sparkes ud af døren…jeg ligger bare på sofaen og taber mig 6-7 kilo, for appetitten forsvinder fuldstændig.
Jeg har masser af angst. Ikke dødsangst – men angsten for aldrig at blive rask.
Og lige inden pillerne begynder at virke, får jeg selvmordstanker. Da pillerne endelig begynder at virke, er det en underlig glidende fornemmelse. Det her tankemylder med pletten i øjet, som har martret mig i ugevis…lige pludselig står jeg op en morgen og får min te, og så har jeg faktisk glemt den plet. Det er en lettelse, men også en forundring.
Der går vel 5 uger, før jeg føler, at det rigtigt er bedre.
Så begynder jeg langsomt at stille nogle mål op for mig selv: “I morgen skal jeg have været i bad inden kl. 8.30. Og jeg skal læse avisen.” Det bliver langsomt, men sikkert meget bedre, og pludselig forsvinder angsten. Jeg har ingen højdeskræk og ingen socialfobi. Jeg kan låse en toiletdør, jeg kan stå på ski – det turde jeg aldrig før. I dag kunne jeg ikke drømme om at slippe medicinen. Mit liv er så meget bedre med den. Jeg har fået sådan et afslappet forhold til tilværelsen. Før var jeg altid angst, altid stresset. Men sådan troede jeg jo, at alle havde det.”
Anne, 40 år
