Hvad gør du, hvis du får bivirkninger?
Al medicin, både naturmedicin og den industrielt fremstillede, giver bivirkninger. Moderne medicin til depressionsbehandling tåles dog langt bedre end de ældre præparater, og når du finder det rigtige lægemiddel i den rigtige dosis, er bivirkningerne som regel til at leve med.
De nye antidepressiva er langt hen ad vejen både ugiftige og ufarlige, og mange oplever slet ingen bivirkninger. Nogle har dog, især i starten, ubehag som kvalme, hovedpine, svimmelhed, synsforstyrrelser, maveproblemer, seksuelle forstyrrelser og vægtproblemer.

Vær forberedt
De fleste bivirkninger forsvinder hurtigt igen eller falder til et acceptabelt niveau. Husk at bede din læge fortælle dig, hvilke bivirkninger du kan forvente, så du er forberedt. Hvis dine bivirkninger er kraftige og varer længe, bør du tale med din læge om arten og styrken af dem, så I sammen kan bedømme, om I skal justere dosis eller skifte til anden medicin.

Bed om hjælp til at vurdere effekten
Behandlingen skal selvfølgelig ikke opleves som værre end den depression, du er i behandling for. Nogle forveksler de oprindelige symptomer med bivirkninger af medicinen. Det kan være svært at skille tingene ad, når man i forvejen har det slemt. Derfor er det vigtigt at vide, hvordan tilstanden føltes, før den medicinske behandling begyndte. Her kan du især få brug for venner eller familie, som kan hjælpe dig med at vurdere, hvordan din tilstand udvikler sig.
Jeg møder så mange, også læger, der siger, at de er så bange for bivirkninger… Hvor jeg med min erfaring er nødt til at sige, at hvis man har en moderat til svær depression, som jeg havde, så har man det så skidt, af den der kvalme, man kan få, eller den der rysten på hænderne, det er ingenting i forhold til at være i det helvede, depressionen er.
Anne, 40 år